Ny interesse for evt. at videreføre Den Store Danske Encyklopædi overvejes
Dato: 30. august 2017
Den Store Danske Encyklopædi udgør et vigtigt kapitel
i såvel den danske folkeoplysnings som i Gyldendals historie, og det var med
den største beklagelse, at Gyldendal 24. august 2017 oplyste, at Den Store
Danske lukkes, en meddelelse, der forståeligt nok har affødt foruroligede
reaktioner fra mange sider.
Siden digitaliseringen af værket har Gyldendal
afprøvet forskellige forretningsmodeller, såsom brugerbetaling fra
undervisningsinstitutioner og satsning på annonceindtægter, uden at det er
lykkedes at skabe den fornødne økonomi i værket.
Det har heller ikke været muligt at finde støtte til
finansiering af driftsudgifterne blandt private eller offentlige institutioner,
lige så lidt som den dialog, vi har haft med vores nordiske kolleger, har
udmøntet sig i konkrete resultater.
Gyldendal har i de seneste år måttet dække et
millionunderskud over den almindelige drift. Uden udsigt til offentlig
medfinansiering eller anden form for støtte kan vi som privatejet virksomhed
ikke i længden forsvare at drive leksikonet med tab.
Derfor er det glædeligt, at vi nu på baggrund af
udmeldingen om lukningen af Den Store Danske er blevet kontaktet af flere
aktører, der har udvist interesse for leksikonet. Disse henvendelser sonderer
vi i øjeblikket.
Det er endnu for tidligt at sige, om der set i lyset
af de seneste dages begivenheder kan etableres en langsigtet redningsplan for
leksikonet, men Den Store Danske vil under alle omstændigheder være tilgængelig
på nettet frem til årsskiftet, så brugerne ikke oplever en pludselig
nedlukning.